Forældreinitiativ Det var en forældregruppe i Durup, der var initiativtagere til børnehaven i byen. Sallingsund Kommunes politikere var med på ideen og Per Nørgaard, der var formand for socialudvalget, blev en del af arbejdsgruppen. Kommunen købte først en firelænget gård på Vilholmvej 1 i Durup. Men på grund af indsigelser fra korn- og foderstoffirmaet Axel Toft, der frygtede for klager over støv og støjgener fra virksomheden, blev købet annulleret. 

Præstegården Derefter købte Sallingsund Kommune Præstegården i Durup. Præsten har ikke selv boet på gården, men i præsteboligen overfor. Den oprindelig præstegård og præstebolig lå tættere på kirken, men nedbrændte i starten af 1900. Det var Chr. Christensen der var forpagter af præstegården da den brændte. Den nye præstebolig blev bygget, hvor den ligger i dag. Chr. Christensen købte jorden tilhørende den nedbrændte præstegård og byggede i 1908 og 1909 præstegården på den anden side af Åstedvej, hvor Børnegården ligger i dag.  Præstegården blev senere solgt til Harald Roslev og hustruen Anna.  Sallingsund Kommune købte gården af enken Anna Roslev i 1994.  Ejner Kristensen blev ansat som leder i Børnegården og han var med i ombygningen af gården og ansættelsen af det øvrige personale. Anna Roslev forærede et Dannebrogsflag til Børnegården ved indvielsen 1. maj 1995.

En sjov lille historie: En af Anna og Haralds døtre kom en dag på besøg på Børnegården. Hun fortalte, at der er nedgravet en lille dåse med sølvtøj i haven. Hun havde som barn snuppet dåsen, en Harlekin-ternet blikdåse og gravet den ned, og hun havde aldrig havde fundet den igen. Historien om den nedgravede dåse var meget spændende, så Børnegårdens børn og personale lånte en metaldetektor af vejvæsnet og gennemsøgte hele haven for at finde skatten, men desværre dukkede dåsen ikke op.

Har du rettelser til ovenstående, eller ligger du inde med flere oplysninger om Præstegården i Durup, vil vi gerne vide det.

Venlig hilsen Mette Kardyb

Publiceret 02-02-2016